Førre søndag føremiddag - då sola fylte dalen med ein lun varme og eit bleikt, blåleg lys - stoppa ein mann i åttiåra meg langs vegen og kviskra desse verselinene i øyret mitt:
O menneskehed! Så du det ei?
Der dryssed en hærskare stjerneskud
- et for hvert barnesind,
et for hver kvindesjel,
et for hver mandeånd.
De var sendt fra de gladeste stjerner,
en høisommernat,
at lyse i hvert menneskes mørke indre,
at stråle i jordættens store nat.
Der dryssed en hærskare funklede bønner:
Sving dig mod lyset,
lad sjælen din danse,
lad ånden din stige,
bliv aldrig ræd!
Diktet vart lese med stor innleving medan vi rusla bortover grusen.
Den gamle mannen heldt den eine handa over skuldra mi
som om han var redd for at eg skulle misse noko viktig.
Sjølvsagt kunne han diktet utanboks.
Den gamle mannen heldt den eine handa over skuldra mi
som om han var redd for at eg skulle misse noko viktig.
Sjølvsagt kunne han diktet utanboks.
Kven har skrive det, spurde eg.
Veit du verkeleg ikkje, smilte sambygdingen som hadde arbeidd heile livet i jordbruket.
Det er Obstfelder!
Eg takka brydd.
Fyrst seinare på dagen - under den store minnemarkeringa - kom eg til å tenkje på aktualiteten i denne snart hundreogtjueår gamle teksten.
Sigbjørn Obstefelders Hymne dveler nok ved døden, men peikar samtidig framover - mot livsgleda og ungdommen - slik vi også kan oppleve i fleire av strofene til Henrik Wergeland og Nordahl Grieg.
Diktet sluttar slik:
O menneskehed! Tænd dine fakler!
I et talløst tog med fakler i hånd
lad os vandre de nedstrakte hænder tilmøde!
Altså ein appell.
Men også ei gåve.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar